00
Svømning » Formandsberetning


Formandsberetning
Svømning for 2011

Sæsonen 2010 – 2011 sluttede vi, som noget nyt af med saft og kage den sidste træningsdag i april. Vi havde tidligere år booket svømmehallen en lørdag eftermiddag, men desværre ikke med den store tilslutning, derfor denne løsning, og det må trods alt have været en succes, da der trods alt blev spist ca. 200 stk. kage.

Til sæson start september 2011 ville vi prøve noget nyt, der var år efter år blevet færre og færre voksne motionister, vi syntes efterhånden, at det var lidt ressourcespild, at se 6 – 7 voksne beslaglægge et halvt bassin, samtidig havde kommunen jo lukket for skolesvømning, derfor kunne vi forvente større efterspørgsel på vores børnehold.

Vi oprettede 4 nye hold børn nybegyndere, det gør det lidt nemmere for vores instruktører på begynderholdene, at børnene nu er på næsten samme niveau.

Samtidig blev der plads til 3 aquajogging hold i den dybe ende. Det var en satsning. 14 dage før sæsonstart var der stort set ikke en eneste tilmelding, men vi havde is i maven og holdt ved. Ganske få dage efter at vi havde en rigtig fin artikel i avisen, skrevet af Susanne, var der venteliste på alle 3 hold.

Vi havde også op til den nye sæson besluttet ikke at søge vores tid i varmtvands bassinet til babysvømning og i det lille bassin til plask og leg om lørdagen kl. 8.00 – 10.00.

Det har i de år vi har haft med det at gøre, været et stort problem for os, at finde instruktører, det har betydet, at bestyrelsen selv har måttet stå for undervisningen, hvilket ikke var holdbart i det lange løb.

Men med oprettelsen af de nye hold, har vi faktisk 2 hold mere, end vi havde tidligere.

Så alt i alt et rigtig godt år.

Jeg vil her gerne sige en stor tak til især Susanne, hun laver et kæmpe arbejde i svømme-afdelingen. Uden hende ingen svømmeafdeling.

Også en stor tak til Ida, for hendes arbejde både i udvalget og i svømmehallen.

Tak til alle instruktørerne for jeres engagement.

Tak til Susannes far for hvert år at agere fantastisk julemand.

Velkommen til Linda, som har indvilget i at gå ind i udvalget og overtage den administrative del af arbejdet. Vi glæder os til samarbejdet.



På svømmeafdelingens vegne

Else Haun




 


Formandsberetning
Svømning 2010
 
2010 afløste bare 2009 uden stor dramatik. Alle holdene fortsatte uændret, og med stort set samme instruktører som året før.
Der har været enkelte udskiftninger, men ellers har vi været heldige, at de fleste havde lyst at fortsætte. Og det håber vi fortsætter til næste år.
 
Vi havde vores obligatoriske mærkesvømning i april igen med stor succes. Og vi sluttede sæsonen 2009/2010 af med fælles afslutning den sidste lørdag i april. Det var så sidste gang, at vi gør det på den måde. Der er simpelthen for lidt tilslutning til, at det er værd at bruge en lørdag på.
Da medlemmerne var gået hjem, var der pizza og ”flidspræmier” til instruktørerne.
 
Vi startede den nye sæson med at sende alle instruktører på kursus.
Livreddende førstehjælp og bassinprøven, det er faktisk obligatoriske prøver hvert år og meget lærerigt.
 
Den nye sæson startede op igen uden store ændringer. Vi var så heldige at få et par nye instruktører, så vi kunne få kabalen til at gå op.
Vi har haft problemer med at besætte vores lørdagshold med instruktører, og vi overvejer derfor helt at droppe lørdagen i fremtiden.
 
Igen forsøgte vi, at få forældrene ud af svømmehallen, og igen uden den store succes, det er åbenbart ikke så nemt. Om lørdagen sidder de sågar helt henne ved kanten med fødderne i vand.
 
Jeg vil ved denne lejlighed sige en stor tak til Susanne og Ida, for godt samarbejde i udvalget, og også en stor tak til alle instruktørerne for vel udført arbejde igennem hele sæsonen.
 
 
Formand
Else Haun
 



Formandsberetning
 Svømning 2009
 
2009 blev året hvor den ”nye” bestyrelse afsluttede sin første sæson. Meget var lykkedes, noget skulle ændres. Nogle kampe skulle kæmpes. Der var mange udfordringer men også mange succesoplevelser.
Vi sagde farvel til Hanne Britorn i bestyrelsen og goddag til Susanne Grønbæk Christiansen.
Vi holdt en god afslutning 1. maj med deltagelse af ca. 100 medlemmer og nogle instruktører, hvorefter vi sagde god sommer og på gensyn til en ny sæson i september.
Vi sagde farvel til flere instruktører, hvorefter nye kom til. Sæsonen 2009/2010 tæller 241 børn og 76 voksne.
Vi har 6 instruktører og 10 hjælpeinstruktører.
Vi har måttet lukke 2 plask og leg hold pga. for få tilmeldinger. Mandag kl. 16.00 – 16.25 og lørdag kl. 8.00 – 8.25. Ellers kører afdelingen med de udfordringer, der altid er når mange børn, forældre og instruktører skal have indfriet deres forventninger.
 
Jeg vil her gerne sige en stor tak til bestyrelsen, Connie og Susanne for det gode samarbejde og det store arbejde I begge har lagt i afdelingen, både som instruktører og med ”ansættelser” af nye instruktører og ikke mindst medlemsregistreringen og hvad deraf følger.
En stor tak til Connie for at trække et stort læs med genetableringen af svømme-afdelingen og tak for denne gang.
Hanne trak sig sidste år, Connie trækker sig i år og I kan så selv gætte, hvem der trækker sig næste år.
Til sidst stor tak til instruktører, udvalg og idrætsforeningen Centrum for et godt samarbejde.
 
På afdelingens vegne
 
Else Haun
Formand


IF Centrum | Skægkærhallen | Sindingvej 17 | 8600 Silkeborg. CVR nr.: 29 12 60 38